Motion+ er for dig, der gerne vil udskifte det indelukkede fitnesscenter med udendørs træning, ønsker hård træning og intervaltræning, hvor du bruger alle kroppens store muskelgrupper og får god kondition samt ønsker et godt træningsfællesskab og nye venskaber.
Motion+ er roning, hvor vi først og fremmest har fokus på at forbedre vores roteknik og få fart i båden. Vi ror i hold på tre el. fem personer, ror efter programmer, får pulsen op og deltager ofte i kaproninger (konkurrencer).
Vi har et godt træningsfællesskab og prioriterer også det sociale liv. Fx tænder vi ofte grillen efter lokale kaproninger.
Vi træner mandag, onsdag og torsdag kl. 17:15. Og på forskellige tidspunkter i weekenden eller om morgenen før arbejdet. Vi ror 12-30 km. pr. tur.
Om vinteren træner vi fortrinsvis i romaskiner, har coretræning, kan deltage på yogaholdet eller lave styrketræning. Men det er også muligt at ro om vinteren, men det kræver, at du har fået vinterroret og ror efter kravene i vinterroningsreglementet.
Er du i øvrigt nysgerrig på, hvad roning i KVIK ellers kan være, så klik dig videre via de forskellige links i den blå box.
NB: Tak til Dorthe Jensen, fordi vi må bringe nogle af hendes billeder fra SPP (Sved-på-panden) nedenfor.