I vintersæsonen (fra ca. 1. nov. til 1. april) har vi fortrinsvis træningsaktiviteter på land. Det er lidt forskelligt, hvad vi tilbyder om vinteren. Her er et par af de aktiviteter, som vi oftest har på programmet:
Vi har holdtræning i de 20 romaskinerne flere gange om ugen. Hvis man har mod på mere, kan man også deltage i forskellige konkurrencer både hjemme i KVIK og også ved nationale el. internationale stævner andre steder i landet el. udlandet.
Også vores to kajak-romaskiner bliver flittigt brugt af klubbens kajakroere. Ligesom spinningcyklerne, som vi også har et par stykker af.
Onsdag kl. 18-19.30 tilbyder vi yoga, som plejer at være meget populært. Vi anbefaler, at du tager noget løstsiddende tøj på. Medbring gerne et tæppe til den afsluttende afspænding. Vi har yogamåtter. Alle er velkomne!
Hver mandag kl. 18-19:30 tilbyder vi gymnastik, hvor vi arbejder med hele kroppen. .
Det er særlig vigtigt at træne sin core (kernemuskulatur), når man ror. Sammen med rigtig roteknik og smidighed i ryg, balder og lår er coretræning med til at styrke din krop og minimere skader. Du kan deltage hver torsdag fra kl. 18-19.30. Du får med garanti pulsen op, ømme lår og styrket core.
Selvfølgelig har vi også mulighed for, at du kan få øget din muskelmasse. Styrketræning er en vigtig del af træningen, når du er roer. Særligt kaproerne er flittige med vores vægte.
Når muligheden byder sig, så giver vi den gas med floor ball nok i Danmarks flotteste floor ball-rum med udsigt over havnebassinet.
Om vinteren tilbyder vi også vinterroning. Dvs. roning og kajakroning, som om sommeren, dog skal du ansøge om vinterroret, roningen foregår kun i bestemte både, ved dagslys og så skal man naturligvis overholde vinteroningsreglementet.
Er du i øvrigt nysgerrig på, hvad vi kan tilbyde i KVIK om vinteren, så klik dig videre via de forskellige links i den blå box.