Fester og fredagsbarer

I KVIK holder vi flere større og mindre fester og mange hyggeaftner i løbet af året.

Der er blandt andet tradition for, at vi holder store fester ved rosæsonens start i slutningen af marts og igen ved afslutning af sæsonen i slutningen af oktober. De kaldes hhv. standerhejsnings- og standerstrygningsfest.

En anden meget traditionsrig fest er naturligvis kanindåben. Her bliver alle årets nye roere (kaniner = landkrabber) døbt, så de kan blive ‘rigtige’ roere. De bliver naturligvis døbt behørigt af kong Neptun med dronning Afrodite, kongens hoflæge, hof-barberen, og det øvrige følge. Det er tradition, at kaninerne arrangerer et brag af en fest umidelbart efter dåben.

Derudover fejrer vi naturligvis Roforeningen KVIKs fødselsdag, som blev stiftet tilbage i 1866, den 22. sept., og afholder diverse fredagsbarer, ro & grill-arrangementer, julefrokost, sommerfest, halloween mv., alt efter hvad der er tid og stemning for.