Roforeningen KVIK er en ro- og kajakklub for bredden. Vi har ungdomsroere fra 12 til 18 år og motions- og kaproere fra 18 og op til 80 år. Medlemmernes baggrund er forskellig - der er både studerende, håndværkere og akademikere i klubben. Bredden giver en god dynamik og et godt fællesskab i klubben.
Vi driver klubben sammen på frivillig basis og har en forventning om, at alle bidrager.
Roning er først og fremmest en holdsport. Det betyder, at vi er fælles om bådene og er afhængige af hinanden for at komme ud at ro. Dog har vi også enkelte single-robåde, hvis man har mere lyst til det.
Når du ror, får du trænet alle kroppens største muskelgrupper, dvs. ryg, mave, arme og især benene. Cirka 70% af ro-taget er benarbejde.
Du kan vælge imellem mange tilgange til roning. Nedenfor kan du få et kort overblik og klikke dig videre, hvis du vil vide mere.
KVIK har en stor, velfungerende ungdomsafdeling. Vi har fokus på fællesskab, hygge og har det sjovt samtidig med, at de unge lærer at ro og at færdes sikkert på vandet.
Motionsroning spænder vidt. Vi har fokus på fællesskab, masser af naturoplevelser og motion.
På motion+ træner vi hårdt og har fokus på på teknik, høj puls og fart. Vi deltager også ofte i forskellige former for kaproninger.
Når vi ror ud på opdagelse, ror vi ud for at opleve noget - ofte med kulturelt islæt. Det er ikke 'kun' en rotur.
Ferie- og langture er ofte længere roture med og uden overnatning. Turene byder på masser af socialt samvær og flotte naturoplevelser.
Her ror vi i nogle særlige både, som er hurtige og bygget til at ro i høje bølger, og du kan godt regne med at blive våd. Træningen foregår på alle niveauer, og du kan også deltage i kaproninger.
Vi har fokus på hård træning, fællesskab og hygge. Målet er at stille op i konkurrencer mod roere fra Odense og Aalborg Universiteter.
Har du større ambitioner, stor viljestyrke, tid og kræfter, så er konkurrenceroning måske noget for dig. Træningen foregår på Bagsværd Sø i forskellige bådtyper, på forskellige niveauer, og vi deltager naturligvis i både nationale og internationale regattaer, DM, VM og OL.
Du kan også ro kajak i KVIK. Vi har et stort antal turkajakker og nogle surfski-kajakker. Ingen havkajakker.
Vi ror både korte og lange ture i kajakkerne. Vi har fokus på fællesskab, naturoplevelser og motion.
Ønsker du at træne kondition i kajakken, kan du også deltage i mange forskellige motionskaproninger.
Vi tager også på ferielangture i kajakkerne. De kan fx gå til den svenske skærgård.
Vi har også masser af aktiviteter på land. Særligt i vinterhalvåret er det populært med træning i romaskinerne, vægttræning, yoga, coretræning og piloxing. Om vinteren vedligeholder vi også vores både, dvs. at de bliver slebet, lakeret og repareret. Og så har vi naturligvis traditionsrige fester, fredagsbarer og meget mere.
Vil du i øvrigt vide mere om, hvornår de næste rokurser ligger, hvordan du melder dig ind el. hvad det koster, så klik dig videre via de forskellige links i den blå box (ligger under billederne, hvis du læser på en telefon).