Nekrolog Jørgen Nielsen

2. oktober 2025 13:08 , af Bo Adelholm

Jørgen Nielsen
Født 19. juni 1941
Død 1. oktober 2025

Vores æresmedlem Jørgen Nielsen er gået bort efter en periode med sygdom.
Jørgen blev medlem den 1. september 1958. Han var en lokal Østerbro-dreng, der havde gået på Randersgade Skole, én årgang under Erik Ravn. De to tegnede i en lang årrække KVIK som formænd og bestyrelsesmedlemmer, rokammerater og venner.

Jørgen var letvægtsroer og var en del af den stærke letvægtsfirer, som KVIK havde i starten af 60’erne. I 1961 blev han Danmarksmester i fireren. Jørgen havde lidt svært ved at holde vægten mellem konkurrencerne, hvorfor hans rokammerater lidt drilsk gav ham tilnavnet “Michi” (inspireret af logoet fra en fransk dæk-koncern).

Jørgen kom i bestyrelsen i 1972 som kaproningschef, en post han bestred i mange år. Senere blev han formand fra 1977-1982 og senere igen næstformand i perioder, bl.a. som min tro væbner under min første formandsperiode – en tid præget af meget arbejde, hvor Jørgen altid støttede op og påtog sig de nødvendige opgaver. Da jeg i 2010 valgte at træde tilbage, takkede Jørgen ja til at tage endnu en tørn som formand i perioden 2010-2014.

Jørgen helligede sit liv til KVIK og kaproning. Det var derfor nok naturligt, at Lene i mange år bestred posten som kasserer i KVIK – på den måde fik hun lidt tid sammen med sin Jørgen. For Jørgen var altid i gang med et eller andet, der havde med roning at gøre. Hvis det ikke var i KVIK, var det i Københavns Regattaforening, hvor Jørgen var regattachef i en lang årrække.

Jørgen Nielsen var indehaver af en række hædersbevisninger, heriblandt sølvstanderen med guldkrans (1965), Sølvmanden (1975), KVIK Hæderstegn (1981) og KVIKs Guldmedalje (1991). I 2013 blev Jørgen udnævnt til æresmedlem for Roforeningen KVIK. Udover KVIK’s hædersbevisninger har han modtaget DFfR’s hæderstegn (1986) og Dansk Idrætsforbunds ærestegn (2005).

Mine varmeste tanker går til familien: Lene, Kim og Janne.

Æret være mindet om Jørgen Nielsen.