Et dødsfald

10. juli 2026 15:19 , af Mikkel Sander

Et dødsfald

Peter Budtz – tidligere mangeårigt medlem af KVIK og tidligere bestyrelsesmedlem – er død tirsdag den 7. juli 2026. Peter blev 82 år gammel.

Peter blev efter mange år som sejler i KAS medlem af KVIK i 1998. Han blev styrmand i 1999, ”klubtræner” i 2006 og fik Sølvhuset i 2014. Han bestred posten som næstformand i bestyrelsen i en periode og var en af de hovedansvarlige for udarbejdelsen af KVIKs 150 års jubilæumsskrift.

Peter var en nærmest gudsbenådet styrmand, som bl.a. lærte årgange af nye roere at ro ”kystnært”. En læring som ofte blev fulgt op med et par let sarkastiske bemærkninger, f.eks. om ”hvad skal vi i Sverige”, når båden var kommet for langt fra land. Her delte Peter med sit iltre temperament og skarpe tunge vandene: nogle af os kom til at elske hans originalitet og ”Kaptajn Haddockske” bemærkninger; andre slog sig på dem. Blandt førstnævnte gruppe fik Peter venskaber, som holdt i tiden efter hans udmeldelse i 2016. Udmeldelsen skyldtes helbredsproblemer, der desværre fik ham til at opgive roningen. Som han så kom til at savne resten af livet, men som han med vanlig stædighed nægtede at genoptage.

Peter bevarede imidlertid sin meget store veneration for KVIK også i årene efter udmeldelsen og kom bl.a. til nogle af standerstrygningsfesterne som gæst.

Han var – trods diverse ”skavanker” – sig selv til det sidste. Og når det gjaldt Peter, så var ”sig selv” alt fra utrolig hjælpsom, sjov og vidende til passende uforskammet, en prægtig gravpot og lidt af en misantrop. Peter bliver bisat fra Frederiksberg Kirke torsdag den 16. juli 2026 kl. 11.

Vi kommer til at savne Peter!

Ære være hans minde

Kh.

Inger Christiansen, Jørgen Lannov og Jeanette Melchior