Bellevue Ocean Race - Nordiske Mesterskaber 2025

4. juni 2025 08:24 , af Astrid Hjorth
I weekenden blev der afholdt Nordiske Mesterskaber i Surfski i forbindelse med Bellevue Ocean Race.
2 dage med surfski og rigtig fede forhold på Nord- og Østkysten af Sjælland.

Igennem hele weekenden har det været fedt at være sammen med en masse passioneret surfskiroere, nye som erfarne, hyggemotionister til elitemotionister. Hvor vi sammen deler smil, erfaringer, kram og arbejder for at blive dygtigere – og gøre hinanden bedre – og udvikle surfskisporten.

SS1 Lørdag
Lørdag stod der 70 deltagere klar på startlinjen i single surfski (SS1). Banen på 22 km gik fra Gilleleje til Helsingør og bød på overraskende gode bølger og surf hele vejen. Det var sjovt og hårdt fra start til slut. 23 danskere var med i bølgerne og høstede flotte placeringer hjem. Jonathan Dagnæs løb med guldet for herrerne og Emma Broberg op Astrid Hjorth tog henholdsvis sølv og bronze. I U23 kategorien hentede Runa Bertelsen en sølvmedalje hjem. I herrernes master 50+ blev det til guld og sølv til Peter Rohde og Flemming Svendsen, og Henning Hansen tog gulvet i masternes 70+ kategori. Ja surfski kan dyrkes af alle og gennem hele livet!

SS2 Søndag
Søndag var der 42 deltagere i 21 dobbelt surfski (SS2). Vinden havde drejet i nord og banen gik derfor fra Klampenborg til Snekkersten (26 km). Igen var forholdene gode, men også langt mere tekniske, da det var sidesurf på hele strækningen. Danmark havde en dobbelt surfski med i hver kategori (Damer, Herrer og Mix) og Emma Broberg og Astrid Hjorth fik en sølvmedalje hjem efter en hård dyst mod svenskerne.

Stort tak til Peter Rohde og Bellevue Ocean Race for endnu et fantastisk race. Vi glæder os til næste år!

Og vi glæder os til et Nordisk Mesterskab i Sverige.
Klar til hvad end havet kaster efter os!