Ferie- og langtursroning

Hvad er ferie- og langtursroning?

Ferie- og langtursroning er roture, der går uden for vores daglige rofarvand, der går fra Kastrup i syd til Vedbæk i nord. Roturene byder ofte på skønne naturoplevelser, hyggeligt fællesskab og god (og rigelig) mad.

På ferie- og langture overnatter vi ofte på luftmadrasser i andre roklubber i ind- og udland, låner deres faciliteter og både, og så ror vi ud derfra. Ferie- og langtursroning er dog ikke altid med overnatning - det kan også blot være en længere rotur.

Vi har haft ferie- og langture til bl.a. Holbæk Fjord, Det Sydfynske øhav, den norske og svenske skærgård, Lübeck, Silkeborgsøerne, Moselfloden, Berlin og Tolo - vest for Athen i Grækenland. Mulighederne er mange - det er helt op til dem, der arrangerer turen. 

Er du i øvrigt nysgerrig på, hvad roning i KVIK ellers kan være, så klik dig videre via de forskellige links i den blå box.