Roklubberne i Svanemøllen har i mange år ønsket en kanal, nu får de én i Køge - Roforeningen KVIK - Københavns første roklub

Roklubberne i Svanemøllen har i mange år ønsket en kanal, nu får de én i Køge

Udgivet d.

Roklubberne i Svanemøllen har i mange år ønsket en kanal, nu får de én i Køge

På Kviks Venners generalforsamling den 12.februar 2017 fortalte John Ørsted – et’er på Kviks Guldfirer fra 1964 og medlem af Kvik og KV- at Køge Kommune netop er i gang med at lave en kanal gennem en ny opført sydmole ved Køge Havn.

Baggrunden for åbning af en kanal er udvidelsen af Køge Havn, til udflytning af havnefunktioner fra Københavns Havn, hvor den fremtidige trafik i Køge Havn med store skibe har rejst lokal bekymring for sikkerheden for ro- og kajaklubber og småbåde, som hører til i den gamle havn.

Køge Lørdagsavisen skriver: ”Sydmolen er en vigtig brik i ombygningen af Køge Havn og åbnede første gang i oktober sidste år. Mandag 23. januar blev sydmolen igen lukket, men når offentligheden i september 2017 igen får adgang, har molen fået en kanal, der gør det nemt at forlade havnebassinet i en mindre båd. Kajakker og mindre både sejler i dag ud langs sydmolen, når de forlader havnen. Men når molen genåbner, vil en ny bro tilgodese både lystfiskerne, der skal ud på molen, og sejlende med kurs mod syd. Den nye stålbro er tegnet af Dissing og Weitling får en frihøjde over vandet på 2,5 meter. Med udbygningen får vinterbadeklubben Valkyrien ny adgang til vandet i Køge Bugt”

John Ørsted, der også er medlem af Køge Roklub og vinterbadeklubben Valkyrien fortalte, at udbygningen af havnen også har skabt store problemer med tang på vinterbadernes badebroer syd for havnen.

Den nye kanal betyder, at roerne nu kan komme let ud af havnen uden at skulle passere store skibe, der manøvrerer i havneløbet. Roning mod syd langs kysten bliver derfor meget lettere, mens roning mod nord til Køge bugt kun kan gennemføres, når vejrforholdene tillader det.
Molerne er bygget med stensætninger, der ikke tilbagekaster bølger, som det sker fra spunsvæggene ved Københavns Nordhavns opfyldning, som vi er alt for godt bekendt med.

Det forventes at kanalen med fri gennemsejling på 12,5 meter også løser tangproblemet for vinterbaderne.

John Ørsted fortalte, at løsningen er gået hurtigt, den har været undervejs et par år og er et resultatet af et samarbejde med kommune og havn.

Johns Ørsteds positive historie giver håb om, at den lovede kanal gennem Københavns Nordhavn kan blive virkelighed inden alt for længe til gavn for roklubberne i Svanemøllen og de andre roklubber langs Øresundskysten.

Kviks Venner synes, at Johns historie er interessant, og derfor fortjener at blive kendt i en bredere kreds.

Vedlagt foto fra Køge Havn og foto af entreprenørens oplysningstavle.

Gennemnsejling af sydmolen i Køge Havn 3