Oplevelsesroning - Roforeningen KVIK - Københavns første roklub

Oplevelsesroning

Roning er ikke bare roning. Nu tilbyder vi i KVIK også oplevelsesroning. Som ordet antyder, er fokus her at komme ud og opleve noget. At have et mål med roturen – noget, vi gerne vil ud og se. Turene bliver løbende slået op på websitet, så hold øje.

Mulighedernes vand

Oplevelsesroning – oplevelsesture kan indeholde alt muligt – stort som småt. Et par eksempler fra sæsonen 2018 kommer her:

  • Rundtur til Kastrup og Saltholm
  • Åben Ø på Middelgrundsfortet
  • Roning igennem den lyse nat (Skt. Hans)
  • Flerdagstur i Schweiz
  • Morgentur til møllerne
  • Kulturhavn: Hop on – hop off
  • Morgenmad på Flakfortet
  • Kunst på Arken
  • La Bohème i Operaen
  • Flerdagstur i Det Sydfynske Øhav
  • Roning ved og under Storebæltsbroen

I KVIKs kalender kan du allerede nu se datoer til nogle af sommerens kommende oplevelsesture.

Hvor lange er turene?

Turene kan være både korte (fx 6 km til den Schweiziske Ambassade i Hellerup) og lange (fx 80 km til Helsingør på én dag). Ligger turene udenfor dagligt rofarvand, vil de typisk være mellem 25 og 60 km på en dag eller flere dage i streg. Det er helt op til den person, der arrangerer turen. Går turen uden for dagligt rofarvand, er der naturligvis krav om, at der er en langtursstyrmand ombord på hver båd.

Hvilke krav er der til dig, som roer?

Du skal være frigivet roer, før du kan komme med. Og så skal du have godt styr på, hvordan du styrer og manøvrer båden samt lægger til. Det er nemlig nogle af de sjove udfordringer, når vi er ude at ro i ukendt farvand. Af samme grund tilbyder vi også særlige ‘træningsture’, hvor vi træner disse færdigheder, hvis du har lyst til at blive udfordret.

Har du lyst til at hjælpe med flere ture?

Har du lyst til at hjælpe med at finde på nye ture, arrangere ture eller andet, så skriv el. tag fat i Samuel Roos (find ham i medlemslisten (kun synlig, hvis du er logget ind).