Møde om langdistancekaproning i KVIK i 2015 - Roforeningen KVIK - Københavns første roklub

Møde om langdistancekaproning i KVIK i 2015

Udgivet d.

Møde om langdistancekaproning i KVIK i 2015

Nu er vi kommet ind i det nye år og kan snart begynde at tælle ned til vi igen skal på vandet. Det betyder også, at det langsomt er ved at være tid til at finde ud, hvad du vil i den kommende rosæson.

Ligesom sidste år, vil vi også i år tilbyde træning til langdistancekaproning.

Vil du prøve el. fortsætte din træning til langdistancekaproninger?
Dette møde er både for dig, der gerne vil vide, hvad langdistancekaproning er og måske gerne vil prøve kræfter med det, og samtidig et møde for dig, der gerne vil fortsætte med træningen og deltage i div. kaproninger.

Hvis der kommer nye interesserede, så bruger vi det første kvarter på en intro til, hvad det vil sige at træne til og deltage i langdistancekaproninger. Den resterende del af tiden vil vi bruge på kort at evaluere sidste års træning, finde ud af, hvem der vil ro i år, hvor meget man vil træne, hvor mange og hvilke kaproninger man regner med at kunne deltage i, se på mulige hold og generelt snakke om, hvordan vi organiserer dette års træning og kaproninger.

Hvad er langdistancekaproning?
Ganske kort, er langdistancekaproning som ordet siger, ’kaproning over en lang distance’ i inriggere. Distancerne går fra 10 – over 25 til 78 km. Alle kan være med! Langdistancekaproning kan foregå på alle niveauer.

Selve langdistancekaproningsturneringen består af 5 afdelinger, som afholdes i løbet af sommeren rundt om i hele Danmark. Turneringen afsluttes med DM. Datoer og lokaliteter for 2015 er følgende:
Lørdag den 30. maj: Alssunds Røde Løver – Sønderborg Roklub
Lørdag den 13. juni: Koldingfjordens Slotsregatta – Roklubberne i Kolding
Lørdag den 27. juni: Præstø Roregatta – Præstø Roklub
Lørdag den 8. august: Lollands Havørn – Nakskov Roklub
Lørdag den 22. august: Port of Copenhagen (DM) – Københavns Roklub

Foruden den almindelige langdistanceturnering, kan I også prøve kræfter med en ro-maraton. En ro-maraton vil sige, at man ror 42 sømil, svarende til 78 km. Der bliver afholdt to af slagsen i år:
Lørdag den 20. til søndag den 21. juni: Jysk Maraton, arrangør: Vejle Roklub
Lørdag den 29. til søndag den 30. august: Øresundsmaraton, arrangør: Amager Ro- og Kajakklub (ARK)

Hvad er mulighederne/kravene?
Hold:
2-åres damer: 10 km (ror om DM)
2-åres herrer: 25 km (ror om DM)
2-åres åben mix el. 4 åres åben mix: 10 el. 25 km

– For alle hold gælder det, at der skal være en styrmand om bord.
– For de hold, der ror 25 km er der krav om, at min. en af roerne har langtursstyrmandsret. Denne regel gælder ikke hold, der kun ror 10 km.
– I får de bedste hold ved at være enige om, hvad I vil på holdet. Det vil sige, hvad er ambitionerne, hvor mange gange pr. uge vil I træne, hvor mange kaproninger vil I deltage i, osv.

Kh. Birthe
Har du spørgsmål, så ring 2775 7548 el. mail kommunikation@roforeningen.dk.